TAKE ME BACK, PACINO..

Ta' mig tilbage til dengang Little Italy var fyldt med aegte italienere og wiseguys, og The Village var et skuespiller/hippie-paradis. Ta' mig tilbage til en simplere tid, hvor folk var mere fri i sjaelen, havde federe toejstil og ikke gav en fuck. Ta' mig tilbage til 1970'ernes New York City.

Ok, indroemmet, jeg har af gode grunde ikke oplevet den tids NYC og aner ikke en skid om det andet end det, jeg har set og studeret gennem nogle af de fedeste film ever made, som enten er et produkt af eller skildrer 1970'ernes New York, men det er tanken der taeller..

Naar man gaar igennem Little Italy i dag, saa ryster det ens (se: min) grundvold, hvor lidt italiensk omraadet egentlig indeholder. Jo de fleste butikker hedder selvfoelgelig stadig et eller andet italiensk-klingene, og overalt prydes gadebilledet af de italienske farver i groen, hvid og roed, men det virker kunstigt og er ved naermere eftersyn fattigt paa charme, (selvtillid mangler de ikke, for her er proppet med turister) og laekkert (olieret) haar.

Der er selvfoelgelig flere grunde til at tingene har udviklet sig, som de har gjort, men som en vaesentlig grund maa staa kineserne fra Chinatown/Kina, der for laengst har overtaget de butikker, der skulle udbyde nybagt ciabatta og friske pomodori, men istedet braekker 'I Love NY'-t-shirts og Statue of Liberty coffee mugs op paa stribe.

Samtidig har albanerne og latinoerne overtaget de 'autentiske' italiano-restauranter (noget som skulle personificere den italienske aand og kultur), som selvfoelgelig stadig promoverer lasagne, 'peppers and sardines' og spaghetti whatever efter alle kunstens regler, men de spisesteder, jeg har besoegt, har fuldstaendig tabt den traad, de skamloest forsoeger at bygge videre/slaa plat paa.

Det er ikke godt nok, ragazzi.

(Jeg siger ikke, at jeg havde forventet at se den sicilianske mafia dele rekrutteringsflyers ud paa Mulberry Street, men noget lignende, du ved..)

Anyway..

Alt dette er jo ikke noget nyt - det ved de fleste, der har vaeret i New York - det fucker bare med mit romantiske billede af et historisk indvandrerkvarter, der i min verden skulle vaere synonym med alt andet end primitiv og kommerciel turismehelvede. At dette saa selvfoelgelig er en ekstrem umulighed i New York City anno 2010 er en anden sag..

Naar jeg nu ogsaa naevner 'The Village' (som til forskel stadig er hipt og cool) i dette indlaeg, er det fordi, at Lower Manhattan med Greenwich Village, TriBeCa og SoHo minder mig om 70'ernes kultfilm (mafia eller ej), der har en stor plads i min bevidsthed. Disse kvarterer overlappes af og haenger fint sammen med skildringen af blandt andet det italienske indvandrermiljoe, der aabenbart ikke laengere findes i Little Italy, men som har braendt sig fast paa min nethinde 4 ever via filmens verden.

Her taenker jeg isaer paa film som Midnight Cowboy (1969), Panic in Needle Park (1971), The French Connection (1971), The Godfather (1972, men portraetterer NYC lige efter krigen i 1945), Serpico (1973, portraetterer 60'ernes New York, men stemningen og Al Pacinos vilde skaegvaekst er vanvittig cool), Mean Streets (1973), The Godfather II (1974, portraetterer flere tidsperioder, end jeg har tal paa), Dog Day Afternoon (1975), Taxi Driver (1976), Kramer vs. Kramer (1979), Raging Bull (1980, spiller over adskillige aartier), Goodfellas (1990) og Donnie Brasco (1997), der begge giver et portraet af livet i mafiaen i 1970'ernes New York).

Det er foerst og fremmest stemningen, der tiltraekker i mig, naar jeg fortaber mig i disse portraetter af 1970'ernes New York. Det er stemningen af ro og gang i den paa samme tid. Stemningen af sammenhold og individualitet i forening. Stemningen af ingen bullshit med en frihed og carelessness, der ikke synes at vaere i dag. Stemningen af kreativt miljoe og kompromisloeshed..

Og det er det film kan. Faa en til at blive forelsket i en tid og verden, man aldrig nogensinde har haft med at goere, men alligevel foeler man forstaar, og oensker man var en del af. Det har i mit tilfaelde resulteret i en maerkelig kaerlighedshistorie med NYC, der egentlig bare bygger paa gengivelse gennem eminent instruktion og skuespil. Og det er det, jeg forgaeves har proevet at finde frem og opleve i nutidens NYC..

Hertil skal naevnes, at jeg er blevet fuldstaendig hjernevasket af filmmagere som Marty Scorsese, Francis Ford Coppola, Brian De Palma og Sidney Lumet samt i endnu hoejere grad af Mr. Bob De Niro og Mr. AJ Pacino, der for evigt vil have indflydelse paa min opfattelse af den tids og nutidens NYC og goere byen ekstra cool og fascinerende. Og godt det samme. For jeg har, ligesom alle mulige andre mennesker, brug for en fantasi, en droem og forestilling om en verden, jeg aldrig nogensinde har vaeret en del af, men som jeg kan filosofere over engang har vaeret noget fantastisk. Dette til trods for at distancen til den 'virkelighed' er enorm..

Med tanke paa alle de film har jeg tit grublet over ideen om, at jeg ville vaere som en fisk i vandet a.k.a en verdensmand intet mindre i New York City anno 1970 med Johnny Boy fra 'Mean Streets' eller Lefty Ruggiero fra 'Donnie Brasco' ved min side.. Det er der droemmen isaer baerer henad..

(At jeg saa med nul komma nul procent siciliansk om end italiensk om end sydlandsk blod i aarerne ALDRIG ville vaere i naerheden af at staa bagerst i koeen til at blive overvejet om at komme i betragtning til at blive en 'connected guy', goer det hele lidt mere interessant/utopisk)

FORGET ABOUT IT..