TAKE ME BACK, PACINO..

Ta' mig tilbage til dengang Little Italy var fyldt med aegte italienere og wiseguys, og The Village var et skuespiller/hippie-paradis. Ta' mig tilbage til en simplere tid, hvor folk var mere fri i sjaelen, havde federe toejstil og ikke gav en fuck. Ta' mig tilbage til 1970'ernes New York City.

Ok, indroemmet, jeg har af gode grunde ikke oplevet den tids NYC og aner ikke en skid om det andet end det, jeg har set og studeret gennem nogle af de fedeste film ever made, som enten er et produkt af eller skildrer 1970'ernes New York, men det er tanken der taeller..

Naar man gaar igennem Little Italy i dag, saa ryster det ens (se: min) grundvold, hvor lidt italiensk omraadet egentlig indeholder. Jo de fleste butikker hedder selvfoelgelig stadig et eller andet italiensk-klingene, og overalt prydes gadebilledet af de italienske farver i groen, hvid og roed, men det virker kunstigt og er ved naermere eftersyn fattigt paa charme, (selvtillid mangler de ikke, for her er proppet med turister) og laekkert (olieret) haar.

Der er selvfoelgelig flere grunde til at tingene har udviklet sig, som de har gjort, men som en vaesentlig grund maa staa kineserne fra Chinatown/Kina, der for laengst har overtaget de butikker, der skulle udbyde nybagt ciabatta og friske pomodori, men istedet braekker 'I Love NY'-t-shirts og Statue of Liberty coffee mugs op paa stribe.

Samtidig har albanerne og latinoerne overtaget de 'autentiske' italiano-restauranter (noget som skulle personificere den italienske aand og kultur), som selvfoelgelig stadig promoverer lasagne, 'peppers and sardines' og spaghetti whatever efter alle kunstens regler, men de spisesteder, jeg har besoegt, har fuldstaendig tabt den traad, de skamloest forsoeger at bygge videre/slaa plat paa.

Det er ikke godt nok, ragazzi.

(Jeg siger ikke, at jeg havde forventet at se den sicilianske mafia dele rekrutteringsflyers ud paa Mulberry Street, men noget lignende, du ved..)

Anyway..

Alt dette er jo ikke noget nyt - det ved de fleste, der har vaeret i New York - det fucker bare med mit romantiske billede af et historisk indvandrerkvarter, der i min verden skulle vaere synonym med alt andet end primitiv og kommerciel turismehelvede. At dette saa selvfoelgelig er en ekstrem umulighed i New York City anno 2010 er en anden sag..

Naar jeg nu ogsaa naevner 'The Village' (som til forskel stadig er hipt og cool) i dette indlaeg, er det fordi, at Lower Manhattan med Greenwich Village, TriBeCa og SoHo minder mig om 70'ernes kultfilm (mafia eller ej), der har en stor plads i min bevidsthed. Disse kvarterer overlappes af og haenger fint sammen med skildringen af blandt andet det italienske indvandrermiljoe, der aabenbart ikke laengere findes i Little Italy, men som har braendt sig fast paa min nethinde 4 ever via filmens verden.

Her taenker jeg isaer paa film som Midnight Cowboy (1969), Panic in Needle Park (1971), The French Connection (1971), The Godfather (1972, men portraetterer NYC lige efter krigen i 1945), Serpico (1973, portraetterer 60'ernes New York, men stemningen og Al Pacinos vilde skaegvaekst er vanvittig cool), Mean Streets (1973), The Godfather II (1974, portraetterer flere tidsperioder, end jeg har tal paa), Dog Day Afternoon (1975), Taxi Driver (1976), Kramer vs. Kramer (1979), Raging Bull (1980, spiller over adskillige aartier), Goodfellas (1990) og Donnie Brasco (1997), der begge giver et portraet af livet i mafiaen i 1970'ernes New York).

Det er foerst og fremmest stemningen, der tiltraekker i mig, naar jeg fortaber mig i disse portraetter af 1970'ernes New York. Det er stemningen af ro og gang i den paa samme tid. Stemningen af sammenhold og individualitet i forening. Stemningen af ingen bullshit med en frihed og carelessness, der ikke synes at vaere i dag. Stemningen af kreativt miljoe og kompromisloeshed..

Og det er det film kan. Faa en til at blive forelsket i en tid og verden, man aldrig nogensinde har haft med at goere, men alligevel foeler man forstaar, og oensker man var en del af. Det har i mit tilfaelde resulteret i en maerkelig kaerlighedshistorie med NYC, der egentlig bare bygger paa gengivelse gennem eminent instruktion og skuespil. Og det er det, jeg forgaeves har proevet at finde frem og opleve i nutidens NYC..

Hertil skal naevnes, at jeg er blevet fuldstaendig hjernevasket af filmmagere som Marty Scorsese, Francis Ford Coppola, Brian De Palma og Sidney Lumet samt i endnu hoejere grad af Mr. Bob De Niro og Mr. AJ Pacino, der for evigt vil have indflydelse paa min opfattelse af den tids og nutidens NYC og goere byen ekstra cool og fascinerende. Og godt det samme. For jeg har, ligesom alle mulige andre mennesker, brug for en fantasi, en droem og forestilling om en verden, jeg aldrig nogensinde har vaeret en del af, men som jeg kan filosofere over engang har vaeret noget fantastisk. Dette til trods for at distancen til den 'virkelighed' er enorm..

Med tanke paa alle de film har jeg tit grublet over ideen om, at jeg ville vaere som en fisk i vandet a.k.a en verdensmand intet mindre i New York City anno 1970 med Johnny Boy fra 'Mean Streets' eller Lefty Ruggiero fra 'Donnie Brasco' ved min side.. Det er der droemmen isaer baerer henad..

(At jeg saa med nul komma nul procent siciliansk om end italiensk om end sydlandsk blod i aarerne ALDRIG ville vaere i naerheden af at staa bagerst i koeen til at blive overvejet om at komme i betragtning til at blive en 'connected guy', goer det hele lidt mere interessant/utopisk)

FORGET ABOUT IT..

Pop clubbin' and namedroppin'..

Location: Meatpacking District
All over
Et par uger siden..

Min makker og jeg er glade. Det er fredag aften kl. 12.00 am/pm, vi har i aegte nuyorican-stil faaet et par bajere hjemme i lejligheden til lidt reggaeton paa anlaegget og har nu taget en taxa mod The Big Apple. Alt spiller, og vi sigter mod det fashionable Meatpacking District, der er kendt for sine mange eksklusive modebutikker, cafeer og nightclubs. Det er samtidig her pigerne fra MTVs 'The City' har deres daglige gang, saa vi regner selvfoelgelig med, at vi bliver omringet af soede piger natten lang.

Anyway..

Efter vores chaffoers eget valg bliver vi foerst sat af ved et propfyldt spillested i en kaelder, som koster 40 dollar bare for at komme ind. Der er lavt til loftet, og det virker som et haabloest sted at starte sin aften, saa det pis gider vi ikke laenge.

Vi fortsaetter ved godt mod ind paa det, der viser sig at vaere en lebbe-bar i naerheden, som til trods for overflod af kvinder af flere grunde dog heller ikke rigtig er aktuel, saa vi ryger videre. Vi beslutter os med oprejst pande for at tage en ny taxa ind mod et aabenbart cool diskotek ved navn Plunge at Gansevoort Hotel, som min makker paa vejen derhen roser i store vendinger..

Vi naar frem til hotellet/diskoteket, som er beliggende paa et stoerre torv med mange restauranter, barer og cafeer, men doermanden afviser os og siger, at de har naaet 'capacity'. Vi insisterer imidlertid paa, at vi netop er gaaet ud fra stedet for at traekke noget frisk luft og bliver derfor lukket ind. Cool, dude..

Her kan man tale om roof top clubbin' droemmekage; Elevator op til toppen, interioeret er gjort af samme gut, der soergede for Mr. Tony Montanas Miami-villa med hensyn til hvide laedermoebler, flashy swimming pool og masser af dejlige damer. Der er selvfoelgelig ogsaa laekker udsigt til resten af NYC (inklusiv til lejligheden i Weehawken), saa min makker og jeg er godt tilfredse med situationen, som ogsaa byder paa to soede piger af henholdsvis portugisisk og lad os sige afrikansk afstamning, som vi hygger med. De forsvinder dog igen af ukendte aarsager efter en halv times tid, hvorefter vi ogsaa selv vaelger at tage videre igen mod nye destinationer..

Paa det her tidspunkt er det sent i aftenens forloeb, og vi er godt gammeldags berusede..
Vi dribler ind paa en hyggelig (pt. ukendt) bar beliggende paa det store torv paa 9th Avenue, som ogsaa Plunge ligger ved. Jeg gaar maalrettet op til disken og bestiller uden toeven en Seven & Seven til mig selv og en Jack D & Cola til min makker. Alt spiller (endnu).

Pludselig faar jeg oeje paa to piger i venstre side af baren, der vinker til mig og signalerer, at jeg skal gaa over til dem. Foerst taenker jeg helt suvaerent "fuck jer" og spiller kostbar, men efter de henvender sig yderligere et par gange, bevaeger jeg mig over i mod dem. De ligner indere, og hende den ene er meget dejlig, saa det er med et skaevt smil, at jeg praesenterer mig selv. (Jeg har selvfoelgelig glemt deres navne sekundet efter, de har sagt dem, men aner lige nu heller ikke om jeg kunne udtale dem alligevel.)

I samme moment jeg raekker haanden frem, spilder jeg den soede af pigernes drink ud over hendes kjole og naar i de efterfoelgende sekunder at taenke to vaesentlige tanker; 1: "Fuck du er en idiot", men da hun ikke virker synderligt oprevet 2: "Er du dum, du er i kridthuset, Marc."

Anyway, vi foerer en samtale der baerer praeg af, at vi alle tre er godt tipsy, og jeg husker, at jeg som noget af det foerste helt naturligt spoerger dem, hvor de kommer fra.

"Gaet", bliver der yderst interessant svaret, men mine to foerste kvalificerede bud 'Indien' og 'Pakistan' bliver afvist, som var jeg Mel Gibson ved en Bar Mitzvah.

Jeg smider 'Sri Lanka' paa bordet som det trejde bud, og den er hjemme. Det er samtidig her, at jeg har en eller anden mystisk ide om, at det giver point at namedroppe et par srilankanske celebs (M.I.A. og Aziz Ansari), men de kigger bare aandsvagt paa mig og aner ikke, hvad jeg fabler om.

Vi taler videre frem og tilbage, min makker involveres, vi hygger og tager videre sammen med de to piger til en ny bar. Vi hygger endnu mere og tror selvfoelgelig paa det her tidspunkt, at de skal lave morgenmad til os, men det viser sig at vaere en yderst forhastet tanke.

For pludselig ud af det blaa (saadan som jeg husker det), i bedste sendetid, forsvinder de to piger ind i en taxa og ud af vores liv. FTFW. Intet SYNLIGT varsel, ikke et brev, ikke et haandtegn, intet..

Jeg forstaar ingenting, men forstaar alligvel at vi altid kan tage videre til en ny bar. Vi, jeg ihvertfald, er nu godt bacardi (udtales sjovt nok med indisk accent), men/og da der ikke er nogle aabne barer tilbage i omraadet, vaelger vi at smutte hjemad..

Jeg bander og svovler hele vejen hjem i taxaen over, at vi var forelskede og saa blev droppet, er stadig mentalt i krise, da vi kommer hjem til lejligheden i Jersey igen og ender med at falde i soevn noegen i sofastolen med en Yankees cap paa hovedet..

GODNAT, mand..

Life of a WAG

WAG (Wives and girlfriends) betyder kone eller kaereste til en fodboldspiller/professionel sportsudoever. Blev foerst benyttet af den britiske tabloidpresse om Premier Leagues mest profilerede spilleres partnere.

Vi er flyttet til Weehawken, New Jersey, fordi min 'ven' spiller professionel soccer 'over here'. Lejligheden, vi bor i, ligger lige ud til Hudson River og har delvis udsigt over til Manhattan, som isaer om aftenen lyser helt fantastisk op fra terassen. (Det er en vaad Henri Silberman-droem)

Min 'ven' kom hertil for nogle maaneder siden, mens jeg selv har vaeret i USA i lidt over tre uger nu, hvor den bare har staaet paa solbadning, daiquiris ved poolen og shopping selvfoelgelig i verdens fedeste modeby. OMG.

Jeg foeler virkelig, at mit liv giver mening som min partners stoette her i livet (isaer naar vi bor i New York), som den evige soulmate, den han bare kan komme hjem til efter en laang og rigtig modbydelig haard traening og saa bare vaere sig selv og bare snakke ud og stresse super meget af - "a solid rock in life", som vi siger herovre..

Som WAG har man ikke noget decideret job, men istedet inderholder en typisk dag rengoering af lejligheden, indkoeb, toejvask, oprydning, madlavning samt generel varetagelse af hjemmet plus selvfoelgelig cardio og pilates (Gotta keep looking smokin').

Min dag er super busy, saa selvfoelgelg skal jeg ogsaa have det jeg kalder min daglige 'alene/forkaelelsestid', der kan vaere frokost i SoHo med de andre WAGs, shop-amok paa 5th Avenue eller en spa/facial-tid i TriBeCa (lad os lige vente lidt med Botox-cirkuset, til vi ser, hvad Ole H. har tryllet frem af ny mirakelcreme..)..

Livet er virkelig herligt..

TV3, ring til mig - vi laver en spinoff paa Danske Hollywoodfruer..

TriBeCa og The Astronomical Kid

Ny blog live fra New Jersey og New York City

Location: Walker Stage

56 Walker Street, Tribeca, NY 10013

July 16th 2010

TriBeCa is the place to be. Har jeg snuset mig frem til. Og det holder ved foerste oejekast stik. Det vrimler med umiddelbart fede barer og smukke mennesker - det virker eksklusivt, men samtidig hersker der en stemning af, at alle er velkomne (forklaring foelger).

Min makker og jeg er selv kommet med taxa fra havneomraadet naer Port 79 ved 39th street og har udvalgt TriBeCa (Triangle below Canal Street) som vores destination, da jeg har en ide blandet med erfaring om, at der sker noget her..

Vi gaar ned af Church Street og drejer til hoejre ad Walker street. Det ligner det, det skal ligne. En stille og halvmoerk gade med en summen af aktivitet fra mennesker paa begge sider. Vejen er af brosten og kigger man op, er det de mange brandtrapper, der snor sig ned langs husmurene, som tager ens fokus. Ren New York City, taenker jeg.

Vi gaar paa venstresiden ind paa en bar, der skilter med, at de viser fodbold (soccer). Virkeligheden er, at de ganske belejligt viser Man Utd-Celtic paa den ene skaerm og NY Yankees-Tamba Bay Rays paa den anden. Perfekt.

Vi faar en drink, mens vi ser bold. Hyggeligt sted, men klientellet er 10+ aar aeldre end os, mangelfuldt og virker ligeglade med aktiviteten paa skaermene. Vi drikker ud og gaar videre..

Ud af doeren og til venstre. Det er i mellemtiden blevet moerkt udenfor, men luften er stadig dejlig/for varm, og vi smiler til skaevt til hinanden ved det syn der moeder os foran en opgang et par gadenumre fra baren.

Udelukkende afroamerikanere med baggy jeans, XXL t-shirts og caps placeret traditionelt, omvendt og sidelaens paa hovedet er samlet foran et spillested. Det lugter af gang i den, saa vi stiller os op i koeen og finder hurtigt ud af, at der er live Hip Hop og R&B i aften. Vi koeber et par billetter fra en gut foran os i koeen, der siger , at han selv skal optraede. Vi er endnu milevidt fra hinanden og fra resten af gaesterne paa stedet med hensyn til hudfarveskalaen, saa han beroliger os og siger, at der kommer "plenty of white bitches" i aften. Jeg taenker, at jeg er fucking ligeglad med, hvilken farve damerne har, men at han da er cool nok ved at pointere det.

Laengere fremme i koeen bliver vi visiteret og kommer ind. Doermanden virker ogsaa cool, og vi joker vi lidt om, at vi er "the only white boys here". Regardless forsikrer han os om, at der kommer en masse fed musik i aften og viser os fra entreen med roed loeber ned til baren i kaelderen. Klokken er endnu kun 9.00 PM.

Vi kommer op til scenen med vores oel i haanden, og ganske rigtig ligner vi de vildeste turister blandt de oevrige gaester, skoent min makker baerer en NY cap, og vi begge to har vores chucks paa. Jeg naar lige at aergre mig over, at jeg ligner en bondeknold i forhold til med mine stramme cowboyshorts og en groen polo, men kommer hurtigt paa andre tanker, da jeg ser en laekker dame ved siden af os. Det her skal nok blive godt..

Inden showet gaar i gang har en DJ soerget for god stemning med masser af Biggie Smalls, Eminem, 50 Cent og G-Unit. Vi hygger os, og jeg foeler selv, at jeg, efter at have tjekket folk ud og hoert en kaempemaessig sort gut synge med paa en Curtis Jackson-popvariant, er meget mere gangzta end de fleste herinde. Det er altid en god mavefornemmelse..

Showet gaar i gang, og vaerten er en streetwise straight outta Brooklyn hvid kvinde. Hun kunne godt have noget italiensk blod i sig og har i hvertfald i en ioeerefaldende sjagong, der forstaar at faa folk med og i stemning. Det er aabenbart en talentkonkurrence, og der bliver lagt ud med en rapper med briller, som vandt den sidste konkurrence den 30. juni. Jeg kan ikke hoere en skid af, hvad han siger, og beatet siger mig heller ikke noget, saa han er ikke interessant. Naeste nummer paa scenen er en suave R&B-sanger ved navn Parish, der minder om en krydsning mellem Mario (Ham med 'Let Me Love You') og Usher med sine BET-underlivsbevaegelser og vilde fraseringer, der faar en skare af kvinder blandt publikum til at gaa kolde. (Min makker er ogsaa dybt imponeret, og jeg synes sgu ogsaa, det lyder godt).

Efter en Lil' Wayne-kopi har leveret sit 'Make It Rain'-pis med 1-dollarsedler og intetsigende materiale bliver vi vidne til en af de bedste musikoplevelser, jeg nogensinde har haft. Vaertinden praesenterer ham som en ung gut, der er store forventninger til, og baade min makker og jeg er helt oppe og ringe, da en 1,40 cm hoej chokoladebrun gut med hanekam, (guld) RUN-DMC rope chain om halsen og en hvid t-shirt med sorte bogstaver der siger STOP LOOKING AT MY MOM kommer op paa scenen. Han har selvfoelgelig ogsaa solbriller paa a.k.a stunner shades, som flere blandt publikum i oevrigt ogsaa skamloest baerer, selvom der er baaldmoerkt i lokalet. I et minut har jeg selv mine Wayfare paa, men foeler mig som en fucking spade. Det er sgu noget andet, naar man er sort, foedt og opvokset i NYC og isaar, naar man, som den 13-aarige kronprins af lokalet, koerer med klatten.

Han hedder The Astronomical Kid og har publikum i sin hule haand. Jeg er ikke hip hopper, men ved at den her youngblood har x-factor. Han rimer med energi, lidenskab og alle de autentiske hip hop 'gestures'. Han laegger ud med at spytte paa beatet til Drakes 'Over' og bliver derfra ved med at fortrylle folk med sit flow og swagga-fyldte optraeden.

Han virker ekstremt rutineret og scenevant sin alder til trods og paa et tidspunkt stopper han musikken og kommer med en lettere utydelig sviner ud til den gruppe af publikum, hvoriblandt ogsaa hans mor (gaar jeg ud fra) staar. Dernaest flytter han elegant sin kaede med tilhoerende fokus om bag nakken, saa teksten paa t-shirten faar sin berettigelse som blikfang. Dernaest gaar musikken i gang igen, og han bryder ud i sin nyeste single 'Stop Looking at My Moms', som med det samme faar folk til at bryde ud i den vildeste jubel.

En helt igennem ultra cool knaegt, der giver tre-fire numre (det var noget blandet historie og svaert at holde styr paa settet), hvorefter han forsikrer os om, at han ikke har nogle ghostwriters paa ved at slutte af med en freestyle af den anden verden, som jeg selvfoelgelig ikke fik filmet. Klovn..

Vi beslutter os for at stoppe paa et highlight og finder vores vej ud af stedet, mens klokken stadig er foer midnat. Vi er ligeglade med, hvilken scorer drengen har faaet af dommerne, for han har fuldstaendig stjaalet vores hjerter, og saa er konkurrencen ligemeget. Min makker soerger selvfoelgelig for at faa en flyer fra The Astronomical Kid a.k.a Astro a.k.a "The Coolest Kid", som har taget alle taenkelige sociale netvaerksmuligheder i brug for at promovere sin musik. (Links vil staa nederst).

Vi smutter hjemad med en rigtig god oplevelse i bagagen og er hoeje over omraadet og Astro. Vi spiser lidt mad paa en laekker restaurant/bar i Grand Street der hedder Lucky Strike og tager dernaest en taxa mod New Jersey.

Det skal siges, at jeg har vaaeret i TriBeCa foer, og jeg kan afslutningsvis kun fremhaeve, at omraadet med sine barer, cafeer, restauranter, outletbutikker og fede stemning er genstand for et genbesoeg eller 28.

Desuden bor Mr. Robert De Niro i omraadet paa Lower Manhattan og har vaaret skelsaatende og afgoerende i den kulturelle make over omraadet er gennemgaaet, der blandt andet har resulteret i en kaempe filmfestival..

Jeg vil fremover blogge over oplevelser fra New Jersey og New York City, saa kig forbi igen.. Naeste indlaeg bliver nok ikke lige saa langt..

www.theastronomicalkid.com

youtube: the astronomical kid

myspace.com/theastronomicalkid

facebook: the astronomical kid